|
Velkommen til alle spejdere, ledere, hjælpere og gæster! |
|
|
|
|
Skrevet af Peter Karstrøm Vagning
|
|
søndag 29. juli 2007 |
|

Baden Paul – 2007-udgaven af Sir Baden-Powell- bød de mange spejdere fra ind- og udland velkommen til jamboretten, ligesom han havde en særlig varm velkomst til Lille Per, som han også senere præsenterede for en udfordring; at hejse Dannebrog. Desuden glædede han sig over de mange bål, som var tændt i nærhed af hans telt. Han fremhævde han bl.a. ilden som kraften, der kan varme og sikre varm the om morgenen.
Han overlod mikrofonen til lejrcheferne Ann og Toft, som kunne byde velkommen til alle spejdere, ledere, hjælpere og gæster. Toft konstaterede, at den 1. Jamborette blev afholdt på Bjørnager (ikke langt fra Mosbjerg Spejdercenter, red.) i 1978 og her i 2007 bliver den 7. Jamborette nu afholdt. Spørgsmålet var herefter helt enkelt, om de mange spejdere var klar til nogle fede oplevelser. En klar og tydelig tilkendegivelse fra spejderne var ikke længe undervejs! Ann fremhævede, at det er en stor og blandet flok, som i disse dage er samlet på Mosbjerg Spejdercenter. Hun udtrykte derfor håb om, at alle spejdere måtte opleve følelsen af at være mange. Hvis ikke spejderne straks opfattede det, kunne man se sig rundt på pladsen ved Flag Allé, for som Ann udtrykte det: ”vi er mange, se jer omkring, vi er 1.200 spejdere samlet her”. Hun håbede også på, at spejderne ville benytte ugen til at skabe masser af nye venskaber. Toft supplerede og sagde bl.a.: ” vi håber I må få mange gode oplevelser med hjem herfra. Der er planlagt masser af aktiviteter . Er i spændte?” Hertil lød svaret straks: JA! Ann gjorde bl.a. opmærksom på, at spejdere i dag har mobiltelefon, storskærm og Internet til rådighed. Samtidig gjorde hun sig tanker om, hvad BP (Sir Baden-Powell, red.) mon havde i 1907, da han lagde grunden til en verdensomspændende bevægelse? Han havde måske røgsignaler, semaforflag og brevduer! ”Hvad har vi om 100 år?”, spurgte Ann. ”Holder vil jamborette på månen, ja hvem ved?”, fortsatte hun. Til slut bød lejrcheferne samstemmende endnu en gang velkommen til alle spejdere og ledere med opfordringen til at passe godt på hinanden og få en rigtig god lejr! |